Blood on the Tracks Pt. 1-5 (fra podcasten 'Bob Dylan: Album by Album')

En musikalsk tættekam gennem en af rockhistoriens klassikere

Radioværten Ben Burrell står bag podcasten ’Bob Dylan: Album by Album’, hvis’ ambition er at lave et ’lyd-essay’ om hvert enkelt af Bobs i alt 38 studie-albums. Nogle af dem er dog så episke og komplekse, at de kræver mere opmærksomhed end et enkelt afsnit, og det gælder blandt andet for ’Blood on the Tracks’ fra 1975, som ifølge Burrell er det bedste Dylan-album nogensinde.

© Fuelled by Coffee

Burrell fordeler albummet over 5 podcastepisoder, som bindes sammen i en overordnet fortælling om, at ’Blood on the Tracks’ er et konceptalbum der samlet set afspejler et brud i alle dets faser, fra fornægtelse til accept. Det er en præmis, Burrell diskuterer løbende, blandt andet i episode 3 hvor fokus er på, om albummet omhandler Dylans skilsmisse fra sin eks-kone Sarah, eller om det – som Dylan selv har påstået – er ren fiktion inspireret af forfatteren Anton Checkovs noveller.

Serien er konsistent i sit udtryk, med Burrells veloplagte og velforberedte monolog i centrum, men varieret i sit lydbillede, med klip fra live-koncerter og sekvenser hvor Burrell dekonstruerer udvalgte akkorder ved hjælp af sin egen guitar. Jævnligt og umærkeligt væves sangene fra ’Blood on the Tracks’ ind i lydsporet, i form af korte klip der fremhæver en sætning, eller længere stykker der gør, at man som ny lytter også får indtryk af musikken i sin helhed. Nogle gange mister man lidt orienteringen i, hvilken sang, Burrell taler om, men det opvejes af en konstant dosering af små og store facts om musikken – fra at åbningsnummeret ’Tangled up in Blue’ refererer til Joni Mitchell’s album ’Blue’, som Dylan var opslugt af, og til den mindre flatterende historie om, at hele albummet er indspillet af musikere som Dylan rekrutterede lidt tilfældigt, og aldrig hverken betalte eller krediterede.

Hør podcast-serien her eller i din podcast-app