Angst og Jul med Lars Worning (Bearnaise er Dyrenes Konge)

Angstens dynamik udfoldet med sild i mundvigen

Hør episoden her

Denne episode af det gastronomi-fokuserede program 'Bearnaise er Dyrenes Konge', benytter jule-årstiden til at zoome lidt ud fra julefrokost-bordet og i stedet zoome ind på det der sker i hovederne på dem, der sidder omkring det. Det er et interview henover mange retters sild, postej og snaps i Restaurant Palægade i København, hvor præsentation og refleksion over sild og snaps for det meste er klippet ud, til fordel for Lars Worning som vi får at vide er en person der har lidt af angst og nu lever af at rådgive andre om det.  (Dog er silden allestedsnærværende i mundene på Bearnaise-vært Martin Kongstad og Lars, så lidt hører vi til den).

Anledningen til interviewet er, at julen - og særligt juleferien - for mange bliver en tid hvor de misforhold de oplever i hverdagen kommer op til overfladen, fordi trædemøllen officielt er sat på pause og man forventes at være 'nærværende', men trædemøllen fortsætter med at køre rundt inde i hovedet sammen med en følelse af angst for ikke at træde hurtigt nok rundt, og samtidig ikke at være der nok for dem man holder af. Udsendelsen starter med en monolog om én der har haft et angstanfald, og det refererer Lars og Martin løbende tilbage til igennem udsendelsen, Det er en god idé fordi det gør det nemt som tilhører at knytte Lars' pointer op på noget konkret. Jeg var bare lidt ærgerlig over at indse, efter et kvarters tids lytning, at monologen er fiktion, og at den person det handler om, er noget Lars har fundet på. Det skaber et skær af utroværdighed i udsendelsen, også fordi Martin som vært får lov til at bidrage til opbygningen af den her fiktive person.

Men - derudover er samtalen værd at lytte til fordi den fordyber sig i angst-begrebet og måske kan være en løftestang til at forstå angstens dynamik, enten hos dem der er på kanten af et angstanfald, eller de pårørende til dem (som i princippet er os alle). Trods det tunge emne er der let til latter i Restaurant Palægade, og en forfriskende stemning af berøringsglæde og normalisering af et fænomen som kan ramme både høj og lav i kortere eller længere perioder i livet, og som - i Lars' udlægning af det - i mindre grad skal ses som en frygt for noget ydre og i højere grad som en indre drivkraft.