UDKANTSRADIO

( (c) Udkantsradio )

( (c) Udkantsradio )

Hør programmet her

Udkantsradio består af indtil videre fire udsendelser der giver dig nogle velinformerede kønskritiske briller på nogle problemstillinger, du måske ikke troede var kønnede, og relevante kritiske briller på nogle emner, som åbenlyst handler om køn men som du måske ikke troede var noget for dig. På den måde skærer Udkantsradio et territorie ud i radiolandskabet, som fortjener at blive betrådt af alle, og giver lyd til nogle stemmer, som oftest ses aftrykt på papir. Der foregår en løbende vekselvirken mellem yderpunkterne 'nørderi' og 'satire', som også forenes af og til. Når det er satire, er det over niveau sjovt og originalt, og når det er nørdet er det af og til så langt ovre i Universitetsradioens territorie - som udsendelsen også transmitteres fra - at nogle vil være nødt til at lave en hurtig informationssøgning, mens andre må stå af.

En udsendelse som du ikke bør stå af på, er:

Udkantsradio #2: Børn, køn og normkritisk pædagogik. Den er relevant for alle med relation til et eller flere børn, og dækker nogenlunde alt man gerne vil vide eller spørge om mht. kønskategoriers betydning i opvækst, i børneinstitutioner og i skolen. Man kan bl.a. høre om hvorfor der i Sverige siden 1969, og i Norge siden 1972, har været en sætning i folkeskoleloven om at man er forpligtet på at modarbejde kønsstereotyper - i Danmark står der intet, men i det mindste blev undervisning om køn en del af pædagoguddannelserne i 2014. Okay faktisk svares der ikke på hvorfor Danmark er så langt bagud, men det håber jeg der kommer et program om senere.